Lad mig starte med at påtage mig det fulde ansvar for Falcons deroute i år: Da jeg sidst skrev på denne side, inden runde 6 kampen Falcons @ Saints, opremsede jeg en lang række ulyksaligheder der skulle ramme de ubesejrede Falcons for at Saints kunne hive en sejr hjem. Samtlige dårligdomme gik i opfyldelse og derved lykkedes det mig ikke blot at jinx’e den kamp, men tilmed de to efterfølgende måneder.

Det forventer jeg imidlertid ikke at høre et ondt ord for i dette forum. Det rører jer formentligt lige så meget som det gør for mig at konstatere, at Saints for første gang siden divisionsomlægningen kan se tilbage på to sæsoner i træk med ”loosing record”.

Og uden yderligere introduktion, hermed opskriften på en Falcons sejr på søndag:

atlanta-falconsMetal styrke

Den mentale styrke og selvtillid fra starten af sæsonen er skal genetableres i Atlanta. Efter kampen i Superdome tabte Falcons 6 af de følgende 7 kampe. Ud over de korporlige tæv Falcons fik mod Panthers i runde 14, tabte Falcons 4 af kampene med 4 eller færre points.

Dem der så kampene vil vide, at Falcons i stor udstrækning viste clock-management på niveau med en 4 årigs, hvilket koster sejre i tætte kampe i NFL. Dette var ved at gentage sig i sidste uges overraskende sejr over Panthers, hvor Falcons overtog bolden med en føring på 17-13 og 1:48 tilbage på uret. Via den sidste time-out fra Panthers og to penalties mod Falcons, lykkedes det Atlanta’s offense at komme tilbage på bænken med blot 3 points mere på tavlen og 1:30 tilbage på uret. En Cam Newton fumble medførte at det endte lykkeligt alligevel, men situationen er illustrativ for de hjerneblødninger Falcons har præsteret over den sidste tid.

Sådan som Saints offense har været flyvende den sidste måneds tid, skal ovenstående mentale brist elimineres hvis Falcons skal tage revanche på søndag. Det er holdet givet bevidst om, og koncentrationen er på sit højeste for at gengælde nederlaget i Superdome fra oktober.

Forsvaret skal fastholde de gode takter

Falcons forsvar kan ikke siges at have været dominerende på nogen måde – De har naturligvis ikke været lige så ringe som Saints’ forsvar, men det er der på den anden side ingen der har været. Faktisk har Saints i snit givet 30,6 points væk per kamp hvilket ikke er set ringere siden 2011 – Men Falcons har været middelmådig over sæsonen og rangerer midt i feltet, hvilket i sig selv er en betydelig forbedring i forhold til de sidste 2 sæsoner.

Senest lykkedes det Falcons, som det første hold i år, at hold Panthers offense under 20 points, hvilket illustrerer forsvarets opadgående formkurve – noget sent i sæsonen, bevares, men dog opadgående. Forsvaret formåede at eliminere Cam’s dybe kast og den længste completion var på blot 19 yards. På samme måde skal forsvaret formå at holde Brees fra de lange kast.

Opskriften på dette er at sætte Robert Alford til at lukke Cooks ned. Den del af planen skulle nok være mulig. I holdenes sidste kamp var Brees’ længste kast på 28 yards, men han fik lov til at gennemføre mange korte kast, primært til Watson. Generelt har Falcons’ defense været gode til at lukke modstandernes top wide recievers, samt tight ends ned – men det er mere tvivlsomt om Falcons’ noget svage defensive linje samtidig kan lægge pres på Brees og begrænse hans tid i lommen.

Der hvor skoen for alvor trykker hos Falcons er imidlertid når det kommer til at stoppe running backs. Her har Falcons haft en åben blødning gennem hele sæsonen. Faktisk har Falcons været det næst dårligste hold til at stoppe kast til running backs… kun lidt bedre end Saints. Og hele 19 touchdowns er der blevet løbet ind hos Falcons. Lykkeligvis for Falcons er Spiller formentligt fortsat skadet, mens Ingram og Robinson som bekendt er ude, hvorfor der reelt kun er den rustne Hightower tilbage som skal køres træt.

Selvom Saints har et velkørende angreb, der over de sidste 5 kampe har lavet mere end dobbelt så mange points som Falcons, er 2/3-dele af Saints points – og ditto sejre – scoret på hjemmebane. Den fordel har de som bekendt ikke i den kommende runde, hvorfor Falcons har optimale muligheder for at dominere Brees og co.

Offense tilbage på glatis

Der har ikke været meget Ice over Matty på det seneste. I de seneste 5 kampe har Ryan kastet for sølle 4 touchdowns mod hele 5 interceptions. Det er ikke just hvad der forventes af ligaens 5. bedst betalte spiller.

Ganske vist er Lenonard Hankerson skadet og Roddy White er nu mere bevendt som trash talker end reciever. Men med Julio Jones og Jacob Tamme som recievers og med Freeman der sagtens kan gribe en bold, burde en quarter back af Matty’s kaliber kunne levere bedre.

Heldigvis har Falcons offense alle muligheder for at forbedre deres stats i sæsonens sidste kamp. Hvor højtscorende Brees og co. end har været på offense, så har forsvaret været endnu mere gavmilde. Falcons må og skal udnytte alle de forsinkede julegaver Saints forsvar deler ud, og vi kan derfor se frem til en Matty Ice der slutter af med maner (og derved kroner Julio Jones som ligaen retmæssige reciever konge), samt en Devonta Freeman der løber gæk med ligaens ringeste løbeforsvar.

Skuffelser der ikke går i opfyldelse

Såvel Falcons som Saints sæson må siges at være skuffende. Saints må siges med en sejr at løfte deres karakter for sæsonen fra et -02 til 00-tal, mens Falcons vel kan snige et 4-tal hjem. Men ellers er der reelt set ikke andet end æren at spille for… og naturligvis et lavere draft-pick til foråret.

Det er ikke meget motivation at stille spillerne overfor. Brees har ingen nævneværdige rekorder at spille for. Ryan vil derimod gøre sit til at hjælpe Julio til tops blandt ligaens wide recievers, mens Devonta Freeman skal cementere sin position som ligaens førende running back. Denne motivation, samt at Falcons har et nederlag at revanchere, forventer jeg bliver forskellen mellem to ellers demotiverede og trætte hold.

Til trods for at ubetydelige NFL kampe oftest er lige så underholdende at se som TV-shoppen en fredag aften, forventer jeg alligevel at vi får en kamp med nerve og energi. Når nu det ikke er slutspilspladser der spilles om, hvad kunne så være mere spændende end en flok skuffede spillere, der skal bevise sit værd og som får muligheden for at afreagere på en divisionsrival? Falcons vil helt sikkert gøre sit til at Saints lander hvor de hører hjemme – nederst i NFC South tabellen. Jeg forventer derfor – mod sædvane – en højtscorende kamp med Falcons som sejrsherre.

NYHEDSBREV FRA NEWORLEANSSAINTS.DK

Gør som mange andre danske New Orleans Saints fans. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de vigtigeste nyheder leveret direkte i din mailbox.

WHODAT - Du er nu tilmeldt vores mailliste.

Pin It on Pinterest