Drew Brees er nu officielt medlem af Pro Football Hall of Fame. Lørdag den 8. august blev Saints-legenden indlemmet ved ceremonien i Canton, Ohio, hvor tidligere Saints-head coach Sean Payton fungerede som hans introducer.
Klokken 20.18 dansk tid gik Brees på scenen for at holde sin Hall of Fame-tale. 26 minutter senere havde han afsluttet en følelsesladet tale fyldt med både tårer, grin og hyldest til den by, der blev hans hjem.
Brees brugte en stor del af talen på New Orleans og den betydning, byen har haft for hans liv og karriere. Han kom til Saints som free agent i 2006, få måneder efter orkanen Katrina havde ramt byen og regionen hårdt.
"New Orleans, you accepted me. You embraced me. You believed in me, but more importantly, you trusted me with the soul of the city," sagde Brees.
Brees blev valgt af San Diego Chargers i anden runde af 2001-draften og spillede fem sæsoner for klubben fra 2001 til 2005. I 2006 skiftede han til Saints og udviklede sig til en af NFL's bedste quarterbacks.
I sine 15 sæsoner i New Orleans kastede han for 68.010 yards og 491 touchdowns i 228 kampe. Han sluttede med 142 sejre som starter og førte Saints til klubbens første Super Bowl-sejr i Super Bowl XLIV.
Med indlemmelsen i Hall of Fame har Drew Brees nu fået den ultimative anerkendelse for en karriere, der for altid vil være tæt forbundet med New Orleans Saints.





0 Kommentarer